GUF - God Underholdende Folkemusik

I anledning af

Foreningen God Underholdende Folkemusik, Guf’s 25 års jubilæum.



For 25 år siden var vi en håndfuld folkemusikinteresserede mennesker fra Middelfart til en koncert med ”De Gyldne Løver” på Café de Musique. Det førte til en snak om de dårlige vilkår for folkemusikken i vores område og i løbet af et halvt års tid blev Tørfisk hyret til at spille i Røjle Forsamlingshus den 14. november 1987. Hvis det gik godt skulle overskuddet bruges til enten nye koncerter eller til at starte en folkemusikforening.


Da det var forbundet med mange vanskeligheder som privatmennesker at arrangere koncerter begyndte de at arbejde med at starte en forening. Der blev indkaldt til stiftende generalforsamling den 31 marts 1987.

Guf - God Underholdende Folkemusik var født.

I de følgende måneder omtalte alle foreningens ca. 20 medlemmer koncerten med Tørfisk så godt, at alle billetter var revet væk, uden at vi havde brugt én eneste annoncekrone !


I de følgende år var der et meget højt aktivitetsniveau. Guf deltog i Strib Sommerfestival, i 1989 kom Strib Vintervisefestival til og nogle fra bestyrelsen lavede ”Projekt Folkemusik Danmark Rundt til de Små Danske Øer” i 1991 og som udløber af det, hjalp man Skarøfestivalen og ø-festen på Lyø.  

Folkemusikkonkurrencen ”Nyt Folk” i 1996 blev afholdt i forbindelse med Middelfarts 500 års købstadsjubilæum,   


I 1992 da den daværende kasserer tømte pengekassen ned i egen lomme, kom Andreas P. Nielsen fra Dræsinebanden Guf til hjælp. Sammen med andre gode musikervenner spillede de uden honorar, Lydkompagniet kom med lys og lyd, Strib sommerfestival hjalp med materiel og Albani gav støtte og støttekoncerten reddede Guf!


Gennem foreningens 25 år har der løbende været arrangeret noget for medlemmerne, ture med skibene Mira og Aventura rundt i Lillebælt og Kolding Fjord, bl.a. til Fænø, Sankt Hans Aften på Røjle Klint Camping og senere på Strib Idrætsefterskole, fællestur til Tønder og Tarmfestival, medlemsfest på Sillerup Mølle, ture til Irland og Skotland.


Medlemsbladet Guf én blev udsendt 3-4 gange om året hvor nye arrangementer eller koncerter var beskrevet, men p.g.a. fagre nye IT- verden valgte bestyrelsen at stoppe med Guf én, da det for det første var et stort arbejde og for det andet var en bekostelig affære.  Vores hjemmeside bliver hele tiden opdateret og stort set alle vores medlemmer har mulighed for at modtage mails.


Kendetegnende er det at foreningen i alle årene har samarbejdet med andre aktører f.eks. Strib Sommerfestival, Kræmmermarked under Broen, Kauslunde Kro, Holms Hotel, Restaurant På Den 2. Side o.a.


Strib Skole og skolens ledere og pedeller har været vigtige samarbejdspartnere for Guf, hvor Vinterfestivalen jo som foreningens største arrangement, hvert år invaderer deres område. Vi har også haft tradition med at arrangere bl.a. Julekoncerter i samarbejde med skolens kor.


Foruden Strib Vinter Festival hvert år i februar har Guf afholdt 5-7 koncerter om året, ind i mellem med helt ukendte og ind i mellem med kendte kunstnere, koncerterne har mest været afholdt i Strib Forsamlingshus, men i de senere år, har vi også haft god erfaring med at rykke til Kulturøen i Middelfart.

Foreningen har gennem alle årene haft god støtte fra erhvervslivet og Middelfart Kommune.


Vi har haft stor glæde af kontakten med andre festivaler f.eks. Frederikssund, Skagen, Roskilde, Tønder og har derfor et godt netværk at trække på.


Guf’s formålsparagraf  ”at fremme interessen for folkemusikken” er der stadig brug for, bl.a. fordi medierne ikke tager folkemusikken i betragtning og der bliver primært vist og spillet populærmusik.


Gennem de sidste 25 år har Guf udviklet sig til Danmarks største Folkemusikforening, som alle indenfor folkemusik kender og respekterer, hvilket kan ses af de mange, mange henvendelser vi dagligt får på mail enten fra musikere og musikbureauer eller fra publikum.


Der er gået 25 år siden foreningen blev stiftet, vi har i næsten alle årene lavet scrapbøger som fortæller Gufs historie gennem alle årene, hvor der har været sjove, spændende, fantastiske, uovertrufne, rørende musikalske oplevelser, som foreningen kan være stolte af, koncerter som for det meste har givet folk mere end de forventede.


Lad os fejre jubilæet i Guf som vi startede, med en koncert med Tørfisk den 15. juni i Strib Forsamlingshus.



pbv.

Inge Andersen  

Klik her for at se artiklen i PDF format